15. juni.
Se, det var et vådt telt at slå sammen! Men det holdt da tørt medens vi spiste og pakkede sammen
Rundt om Bordeaux igen, over broen og videre nordpå mod Royan. Vi havde tænkt os at bo på Bois Soleille på Plage de St. Georges de Didonne, men det havde nogle hundrede engelske og hollandske ægtepar også, så vi landede i et inferno af campingvogne. Der var tre teltpladser tilbage. 2 af dem højt oppe på nogle sanddyner godt udsat for vinden. Den tredje lå mørkt op ad en mur af jord og uden græs. Vi takkede nej og flygtede.
For nu at befinde os på den herligste plet grønne græs med alskens smukke blomster og løvtræer omkring os – og også få gæster – blot 6 km længere inde i landet i en bette by, der hedder Medis.
Camping le clos fleuri.
8, Impasse du Clos Fleuri,
F 17600 Medis. Koordinater:
45° 37' 46.29" N
0° 56' 46.67" WVi er kørt igennem en del marker, som vi gennem EU støtter gevaldigt. Tobaksmarker. Sørgeligt at den gode vinjord skal bruges til sådan en skadelig afgrøde. Skønt, det er der måske også nogle, der vil hævde at vinmarkerne er. Under alle omstændigheder: I morgen besøger vi Cognac. Små 60 km herfra.
16. juni.
Har været på en fremragende rundvisning hos Martell i Cognac. Fantastiske bygninger og fantastisk opbygning af information om cognac og især huset Martells historie. Vi gik igennem disse enorme bygninger fra 1700 tallet med vores egen engelsk talende guide. Ja, for vi var de eneste gæster denne tidlige lørdag eftermiddag klokken 13.
The show must go on. Og guiden var yderst venlig og ganske god til at besvare alle vore dumme spørgsmål. Der blev ikke skåret ned i seancen, og efter spektakulære indslag og imponerende tøndefremvisning endte vi i et kæmpestort pompøst rum med hver sit fine glas cognac i hånden, som vi holdt om og varmede i håndfladen på professionel vis (efter lidt introduktion). Og nej, vi købte ikke en af de dyre flasker i butikken til 1.100 € og heller ikke nogen af de billigere, men næste gang, jeg bliver tilbudt et glas cognac, vil jeg sige: ”Ja tak, en Martell Oblige!”.
God frokost i Cognac. En af os spiser altid muslinger, og det er ikke Mogens, den anden gerne kød, det er ikke mig.
Dejlig aften på en stille, stille campingplads fuld af fleuri. Navnet er jo også Clos Fleuri.17. juni.
Spiste morgenmad i teltet for anden gang på denne tur på grund af regn. Det var ganske hyggeligt. Og de bedste croissanter vi har fået endnu.
Og så en tur op langs kysten (som vi ikke kunne se for bare træer) til Port du Chapus, en lille havn på ”østersruten”. Det var lavvande, og vi fik set tonsvis af østers emballeret i kæmpenet, - og nu var havet jo ude - parat til at blive kørt ind på nogle mærkelige køretøjer.
Fort Louvois, som også er et østersmuseum, kunne man gå tørskoet ud til ad en lille tilgængelig vej ved ebbe. Og da det jo var det, vaklede vi derudaf på de slimede, grønne, glatte sten.
Tilfældigvis opdagede Mogens en restaurant midt i en lang række med små østersfarmer hytter. Det var søndag og meget stille, men en træbro førte os ud til en restaurant fyldt med lokale franskmænd, som nød deres søndagsmiddag.
Og så stod den ellers på fruites des mer. Uhm. Et herremåltid. Samtidig forsvandt skyerne og regnen, og solen skinnede fra en skyfri himmel.
La vie est bonne.18. juni
Afgang i retning af Bretagne. Det regnede voldsomt i nat. Det gør det ikke mere. Vejret er ganske dejligt og teltet var blevet helt tørt, utroligt med al den regn i nat.
Før turen rigtig skulle gå nordpå, skulle vi først en lille omvej til landsbyen Oradour sur Glane, som i dag er mindesmærke for en grusom begivenhed, hvor tyske tropper i 1944 udslettede samtlige beboere i byen.
Overgrebet fandt sted den 10. juni 1944 kun få dage efter D-dagen. En deling fra den tyske SS-panserdivision Das Reich på vej til Normandiet ankom til den lille franske by, Oradour-sur-Glane, ca. 15 km vest for Limoges. Soldaterne lod alle byens indbyggere samle på torvet under påskud af at skulle foretage et identitetschek. Siden blev forklaringen ændret til, at byen skulle gennemsøges for våben og ammunition, og mens dette skete, skulle kvinder og børn opholde sig i byens kirke, mens mændene blev fordelt i byens lader.
Da alle var placeret, blev aflivningen af befolkningen påbegyndt. I kirken blev en bombe suppleret med maskingeværsalver og efterfulgt af en effektiv ildpåsættelse. I laderne blev mændene først beskudt med maskingeværer – siden blev også de brændt, både levende og døde. Herefter foretod SS-soldaterne en gennemgang af byen for at finde overlevende, og de, der stadig levede blev skudt. Efter at have samlet de forskellige ting af værdi satte soldaterne ild til byen, der herefter henlå som ruin. Enkelte undslap, men så godt som samtlige byens indbyggere blev slået ihjel. Det officielle dødstal er 642 personer. Indbyggertallet var på det tidspunkt 574, men adskillige tobaksfarmere var på denne dag i byen endvidere var flere skoleelever fra andre skoler i nabolaget i byens skole. I alt 245 kvinder, 207 børn og 190 mænd blev dræbt. Én kvinde og et barn overlevede og har kunnet fortælle om massakren.
Man gik rundt med en klump i halsen. Flere turister græd. Det er jo også en fuldstændig meningsløs handling.
Med vanlig fransk arkitektoverlegenhed havde man bygget et fantastisk mindesmærke/indgang til ruinbyen i stål, som stod råt og markant. Adgangen til den ødelagte by var gratis. Ved siden af denne by blomstrede en nyopbygget Oradour.
Frokost på en Routier i Moulisme (Vi diskuterede om Moulisme var en religion eller en politisk retning). Veltillavet mad, 3 retter med confit de canard til hovedret, vin og kaffe til 2 personer for 25 €.
Camping Le Futuriste. St. Georges Les Baillargeaux F 86130
Koordinater:
46° 39' 52.22" N
0° 23' 40.87" EIndfandt os sendt på eftermiddagen på campingpladsen Le Futuriste i St. Georges les Baillargeaux ikke så langt fra Poitiers. Her er rart, solrigt og med den mest fantastiske udsigt til ”Futuroscope”, en fantastisk anlagt ”by” med alskens forlystelser med fremtiden som tema. De er dygtige, de franskmænd! TGV-toget fra Paris har stop direkte i parken.
Vi har campingpladsens mindste bil, og så er vi de eneste der bor i telt. Ved siden af os holder en ”bus” – et rigtig USA-camper (RV), som nok er bygget til de amerikanske veje og campingpladser, men som må have meget begrænsede muligheder for at komme rundt her i Frankrig. Campingpladsens beboeres aftentur gik forbi vidunderet, og der var mange små smil ind til vores lille menage.På taget af "bussen" blev der lagt skumgummimåtter ud, så grenene ikke kunne skade taget.
19. juni
Men vi skulle ikke ud og spendere 33 € hver på en fremtidsby, selvom det garanteret ikke var uinteressant de mange parkerede busser med store skolebørn allerede klokken 9 om morgenen og de mange strømlinede hoteller rundt om Futuroscope taget i betragtning.
Fin køretur uden al for megen trafik til Bretagne til den lille dejlige by Camaret-sur-Mer, som vi også besøgte sidste år, og hvor har vi lyst til at se lidt mere af dette barske, særprægede område, hvor vejene er bittesmå og svære at finde rundt på, og hvor alle navneskilte står på to sprog.
Camping Le Grand Large. Lambezen
F 29570 Camaret.sur-Mer. Koordinater:
48° 16' 50.73" N
4° 33' 54.38" WBretagne rummer historisk set to sprogområder: Dels Nedre Bretagne eller Breizh Izel (hele Finistère, den vestlige del af Morbihan og af Côtes-d'Armor, og enklaven Bourg-de-Batz i regionen Loire-Atlantique), hvor man har talt det oprindeligt bretonske sprog (som er beslægtet med walisisk og kornisk), også kendt som brezhoneg. Og dels Øvre Bretagne Breizh Uhel (hele (Ille-et-Vilaine, den østlige del af Côtes-d'Armor og af Morbihan), hvor man først talte bretonsk, men senere en romansk dialekt (langue d'oïl), der kendes som gallo. Grænsen mellem de to områder er i tidens løb blevet forskudt mod vest, sådan at færre og færre taler bretonsk.
Som mange andre af de regionale sprog i Frankrig er begge de to sprog i Bretagne næsten forsvundet og er blevet erstattet af fransk. Den udvikling tog især fart fra slutningen af det 19. århundrede. Men bretonsk fik ny styrke efter den 2. Verdenskrig med en vigtig opblomstring i 1970'erne, og tilsvarende har gallo-sproget blevet mere hørt efter 1990.
Antallet af folk, der har bretonsk som modersmål, falder stadig, men det er alligevel det næststørste blandt de levende, keltiske sprog kun overgået af walisisk. Resultatet af en videnskabelig undersøgelse i 1999 var, at der er flere end 260.000 bretonsktalende over 18 år i de 5 "bretonske departementer" (og 295.000 i hele området). Hertil skal lægges virkningerne af de tosprogede skoler, som havde 8.874 elever i begynderklasserne i 2003, og ligeledes de elever, som følger kurser i bretonsk i de offentlige skolers grundforløb (flere end 7.600 i 2002/2003) eller på højere niveau (flere end 8.000 i 2002/2003).
For nylig er bretonsk også blevet synlig i det offentlige liv, bl.a. via de tosprogede vejskilte, der ses overalt i regionen. I 2003 er der, takket være en indsats fra Kontor for det Bretonske Sprog (Ofis ar Brezhoneg) blevet udgivet et vejkort over Bretagne, hvor alle stednavne er vist på bretonsk.
Her er herligt. Campingpladsen giver vid udsigt over byen, havnen og havet. Det blæser voldsomt der ude fra. Der er 2 m høje tætte hække på de tre sider af vores plads, som vender væk fra havet. Mågerne skriger. Men på trods af frk. Nüvi lykkedes det os alligevel at køre galt ud af en rundkørsel. Hun fik os hurtigt på rette vej ad snørklede veje – ja end ikke en gårdsplads tøvede hun med at føre os igennem. Her har regnet en del, så vores bil er ganske mudret. Men fremme er vi!20. juni.
Voldsom blæst i nat. Strid kuling eller hvad det nu hedder. I hvert fald. Hen på natten måtte vi op for at rykke teltet helt ind i hækkene, sådan svajede og dansede det. Mogens havde i sin søvnløshed på grund af teltdugens larm talt, at der var mellem 40 sekunder og 1 minut mellem vindstødene. Han havde så beregnet, hvordan vi kunne tage pløkke op og flytte teltet i det tidsrum. Det kunne vi! Men megen søvn fik vi ikke, så vi spiste tidligt morgenmad og besluttede os for at tage teltet ned og slå vores lille stormtelt op. Det var en klog beslutning for ikke længe efter væltede regnen ned.Plan B er sat i værk. Stormteltet er rejst og det normale telt pakket bort.
Vi kørte til Pointe Pen Hir i voldsomt uvejr. Udsigten var fantastisk. Lyset var fantastisk. Det var ingen god ide at stå ud af bilen og fotografere. Vi ventede et kvarters tid, så var regnen væk og solen brød frem. I løbet af en halv times tid var der et mylder af biler, busser og mennesker.
Vi så også Pen Hir med de store bunkere fra 2. verdenskrig, som også her som ved vores egen vestkyst, var en del af tyskernes atlanterhavsvold.
Frokost i Cameret-sur-Mer på havnen, som vi begge havde glædet os til. Jeg tror, vi fandt den allerbedste restaurant, for det var vel nok lækkert. Østers og fisk i lange baner samt de hersens fabelagtige franske desserter. Og solen var tittet frem, skyerne blæst bort, så vi kunne sidde udenfor i en restaurant, der snart var fuldt proppet af gæster.
På vejen hjem til pladsen, var vi lige inde i indkøbscentret, som vi også besøgte sidste år. Også denne gang så jeg den samme tyv. Den gang tog han to flasker rosevin. Denne gang så jeg ikke, hvad han tog, men det var noget mad, og han fik sig lusket ud ved siden af kasserne med det inden for jakken.
